I marts 2008 gav den verdenskendte franske designstjerne Phillippe Starck et interview til det tyske ugemagasin Die Zeit, i hvilke han ikke bare afsvor hele sin hidtidige produktion, men også designdisciplinen som helhed som ophav til ting, der ikke har større mening eller yder noget væsentligt bidrag til verdenen.
Det er langtfra første gang, at design angribes med disse argumenter. Starcks udsagn er stadig kendetegnende for den måde hvorpå mange opfatter design: det ultimative symbol på overskud, overforbrug og unyttighed. Det sidste ironisk i skærende kontrast til den oprindelige betydning af ordet.
Med et sådant skudsmål er det ikke svært at forstå at design sjældent inddrages og ligefrem bliver skyet, når der skal løses større væsentlige problemstillinger. Det er let at forstå at design har pådraget sig et sådant ry. Designs rolle i udviklingen af et samfund præget af et accelerende overforbrug og en uansvarligt udnyttelse af vores ressourcer er ikke til at overse. I stedet for at bidrage til løsningen af fremtidens problemer, har denne rolle gjort design til skaber af problemer i fremtiden.
Dette er imidlertid ikke hele sandheden om design. For alt imens stadigt flere produkter under betegnelsen design er blevet sendt på markedet, er stadigt flere designere gået aktiv ind i kampen for at skabe meningsfulde produkter, services og ydelser, der kan hjælpe menneskeheden til en bedre fremtid.
Siden 2005 har INDEX: Design to Improve Life belønnet produkter, serviceydelser og systemer, der er designet for at forbedre livet og behandlet mere en 2.500 eksempler på denne form for design fra hele verden.
Designere, der er indstillet til prisen, tager ikke blot ansvar for deres egne produkter, men anerkender også, at deres valg har afgørende betydning fremover. Finalisterne til prisen beviser at design ikke er unyttigt. Fælles for dem alle er engagementet i og bestræbelserne på at forbedre liv over hele verden gennem godt design.
For mere information om INDEX: Design to Improve Life besøg theindexproject.org/